Blog Image

Korvis' blog

Om bloggen

Lur mig om ikke det kommer til at handle rigtig meget om hunde...;0)

Julen 2016!

livet på landet... Posted on 02 jan, 2017 14:32

Så er det sidste dag af min juleferie… Og det har været en supergod jul!

Min mor kom herned en uge før jul, hvor vi hyggede, spiste god mad og ordnede lidt med julegaver og sådan. Nogle dage senere pakkede vi bilen og kørte nordpå. Tanken var at vi skulle køre hele vejen hjem til mor, udenfor Stockholm, en tur på ca. 850 km. Men da jeg var blevet forkølet, og vi desuden blev forsinkede, besluttede vi at overnatte hos min moster på vejen, hun bor ca. halvvejs mellem Malmö og Stockholm. Det var vist en god beslutning, for hold da magle, det var sejt at køre! Vi kom jo lidt sent afsted, så det blev hurtigt mørkt, og desuden regnede det. Og jeg kan hilse og sige at det bli’r meeeget mørkt når man kører igennem de smålandske skove!

Næste morgen kom vi afsted i god tid, og vejret var perfekt kørevejr. Derfor besluttede vi at ta’ en omvej, og køre forbi min mors barndomshjem, og også mormor og morfars gamle sommerhus hvor jeg har været mange somre som barn. Sommerhuset ligger helt fantastisk, på toppen af et lille bjerg, lige ved vandet. Selve huset er godt nok bygget om og til så man ikke genkender det mere, men stedet lignede ellers sig selv.


Her i juleferien har jeg IKKE været ret antiinflammatorisk… smiley Det havde jeg besluttet for længe siden, jeg vil sgu nyde den gode julemad. Og da vi holdt pause på vejen, og stoppede et sted hvor de havde rigtig ægte svensk korv, så måtte jeg jo bare ha’ “en grillad med mos och räksallad”… Og en julmust dertil! smiley


Vel oppe hos mor blev det til lidt mere hygge og julegaveindkøb, og så rykkede vi ellers over til lillebror og hans kæreste, som bor ret tæt på mor. Her skulle vi holde jul sammen med heeeele familien – mor, mig, søster&svoger&nevøerne, lillebror og hans kæreste, hendes forældre fra Norge, hendes bror og hans koreanske kæreste som bor i Luxemborg. Ja, og så Iso, Terkel og søsters Helios, selvfølgelig! En stor, broget og meget hyggelig skare!

Det er anden gang vi fejrer jul hos lillebror, og det er bare superhyggeligt! Vi har ellers altid haft meget faste traditioner til jul, svensk julemad, julemand, bestemte tv-programmer etc. Lillebror har altid fejret med vores familie, og hans kæreste med sin familie – og de to familier har fejret på meget forskellige måder. Men nu er nye traditioner begyndt at ta’ form, hvor vi alle holder jul sammen, og det har været virkelig hyggeligt de to år vi indtil videre har gjort det. Heldigvis er “de norske” glade for den svenske julemad, så den har vi beholdt. Den ville jeg godt nok være meget ked af at gå glip af. Men julemanden er væk, og i år så vi ikke ét eneste af vores sædvanlige tv-programmer – faktisk var fjernsynet ikke tændt en eneste gang medens vi var der.

Men juleaften starter jo med at yngstenevøen har fødselsdag! Og der er fødselsdag lige indtil vi går i gang med at lave julemad. I stedet for lagkage havde nevøen ønsket “plättar”, så der blev stegt et mindre bjerg som vi heldigvis kunne sætte lys i.


Ved middagstid gik vi i gang med julemaden, og selv om vi virkelig havde prøvet at begrænse os, så var der alligevel mængder af mad.





Vi var jo 12 personer, så da vi skulle lægge julegaverne under juletræet var der ikke helt plads til alle gaver..! Næste år må vi vist begrænse os lidt! Den norske del af familien plejer at ta’ god tid på sig med julegaverne, de åbner én ad gangen og der skal læses rim. Det måtte vi opgive i år, ellers skulle vi sidde der til nytår. 😉


Da vi jo er en lidt international skare, med både svenske, danske, norske og koreanske indslag, er der opstået en virkelig sjov tradition. 1. juledag står lillebrors kærestes brors koreanske kæreste (kunne I følge med der..? smiley) for at lære os at lave en koreansk specialitet! Det er superhyggeligt, alle 12 er med til at lave det, og vi står i køkkenet og snakker og hygger medens vi lærer. Sidste år lærte vi at lave gimbap, en slags koreansk sushi, som jeg har lavet flere gange siden. I år blev det koreanske dumplings – mandu. Og hold da op, de smagte godt! Vi lavede både dampede og stegte. Det skal jeg helt sikkert lave herhjemme, selv om der er lidt mel i dejen, hvilket ikke er ret antiinflammatorisk…




Der kommer som regel også norske ting på bordet, i år var der både lefser og lapper. Jeg kan især li’ lapperne, som ses her.



Efter nogle fantastiske dage hos lillebror kørte mor og jeg hjem til hende igen. Nu skulle jeg altså op på hesten igen, mht. det antiinflammatoriske… For i løbet af de få juledage havde mine fingre, fødder og ankler hævet helt vildt meget op, sandsynligvis pga. for meget sukker. Meeeen, der var lige noget jeg måtte ha’ først… smiley


Føj, det var godt..!! Men så kom jeg i gang med den sunde mad igen! Og det var jo heller ikke tosset, bl.a. fik vi en aften krabbe, sådan en hel krabbe, det tror jeg ikke jeg har fået siden jeg boede hjemme. Og vi var heldige, den var simpelthen proppet med rogn! Jeg tror aldrig jeg har set så meget rogn i en krabbe faktisk, den var helt fyldt op under skjoldet.



Vi havde planlagt at køre mod Danmark d. 26, men jeg var blevet forkølet og var for træt, så vi måtte udskyde det en dag. Hvilket betød at jeg måtte melde fra til træning med Terkel d. 28… Heldigvis for mig viste det sig dog at træningen også var udskudt en dag, så vi nåede alligevel at være med! Vi kørte fra Stockholm til søster i Kbh d. 27., og hjem til mig den næste dag. Og så var jeg ellers ret træt af at køre bil!

Nytårsaften havde mor og jeg planlagt god middag, med moules til forret, lammefilet til hovedret, og en “købe-sorbet” til dessert. Men nytårsaften startede skidt for min del – jeg vågnede kl. 3.45 og kunne ikke falde i søvn igen, så jeg var virkelig-virkelig træt… Vi lagde ud med at gå glip af den første halvdel af Dronningens nytårstale, da DR’s hjemmeside ikke var til at komme ind på, pga. Yousee’s nedbrud. Men vi fik den sidste halvdel via radio, og da vi begge mistænkte at vi muligvis ikke kunne holde os vågne til kl. 24 åbnede vi champagnen til talen. Godt tænkt! For det endte med at jeg gik totalt i brædderne efter hovedretten… Så lidt efter kl. 21 gik jeg i seng, faldt i søvn omgående, og sov som en sten til næste morgen! Stakkels mor måtte spise sin dessert alene, men hun var også træt og gik i seng kort efter mig. Jeg vågnede ganske kort da naboen skød nogle raketter af kl. 24, men jeg registrerede det bare og faldt i søvn igen. Hundene reagerede heldigvis ikke, de sov også bare videre. Min købe-sorbet-dessert spiste jeg efter morgenmaden næste dag! smiley

Nytårsdag hyggede vi bare, jeg skulle jo begynde på arbejde i dag, og mor skulle køre med mig ind om morgenen og ta’ toget til søster i Kbh. Troede jeg… Men ved nærmere kig på arbejdsplanen opdagede jeg at det først er i morgen jeg starter på arbejde! Det er den slags “overraskelser” der er gode! 😉 Mor tog alligevel toget i dag, men kunne nøjes med et lidt senere tog så vi havde ordentlig tid til morgenmad og pakning.

Nu skal jeg bare nyde de sidste timer af juleferien, i morgen starter alvoren igen. Det har været en super-fantastisk-hyggelig juleferie, og jeg er SÅ glad og taknemmelig for at min lillebror og hans kæreste gider og orker at holde jul for os allesammen! smiley Jeg glæder mig allerede til næste år!



antiinflammatoriske mig!

livet på landet... Posted on 18 okt, 2016 13:58

Jeps, så blev jeg sådan én som spiser antiinflammatorisk!

Eller ja, jeg prøver i hvert fald… smiley Det kommer sig af at jeg jo bøvler lidt med mit stofskifte, efter at jeg fik radiojodbehandlet en knude på skjoldbruskkirtlen tilbage i 2011. Samtidigt opdagedes også en kraftig jernmangel, som der aldrig rigtig er kommet helt styr på, og jeg har derfor været unormalt træt lige siden. Derfor er det først de seneste 1-2 år gået op for mig at der nok var noget andet galt, da mine jerntal nu var ok men jeg stadig var sygeligt træt. Lang historie kort – jeg er nu klar over at alle de symptomer jeg har haft, er lige efter bogen for lavt stofskifte. Som jo også er en meget almindelig følge efter en radiojodbehandling.

Desværre er de færreste læger hverken dygtige nok når det kommer til stofskifte, eller villige til at lytte til symptomer. Og det gælder desværre både alm. praktiserende læger så vel som endokrinologer. Det er faktisk et vaskeægte skandaleområde indenfor sundhedsvæsenet! Derfor er den eneste udvej for rigtig mange, at søge en privat læge, og sådan én var jeg hos her i starten af oktober. Jeg er så heldig at min mor hjalp mig med det økonomiske, ellers havde jeg ikke haft råd.

Konsultationen hos privatlægen betød at jeg endelig fik taget de rigtige og relevante blodprøver, noget hverken min egen læge eller endokrinologen på OUH har villet gøre. Og de blodprøver viser at mit stofskifte ikke ligger optimalt, sandsynligvis er der en konverteringsproces som ikke fungerer helt som den skal. Heldigvis ligger jeg lidt på grænsen, så lægen ville godt sætte mig på medicin hvis jeg havde for store problemer med symptomerne, men jeg kunne også vente et halvt år og se hvordan tallene så ligger. Og jeg valgte det senere. I det seneste stykke tid er jeg nemlig begyndt på nogle ting der har gjort at jeg har fået det en hel del bedre.

Først af alt så får jeg akupunktur. Jeg var så heldig at en veninde der er ved at uddanne sig, for laaaang tid siden havde spurgt om jeg var interesseret i at være eksamensobjekt for hende, med henblik på min migræne. Og det ville jeg jo gerne! Det viste sig ret snart at hun fik rykket ved mere end migrænen – min grødhjerne og min træthed blev gradvist bedre! Jeg var også begyndt at læse mere om stofskifte, og opdagede hurtigt at “alle” var på én eller anden kur, eller som det mindste spiste antiinflammatorisk. Og i læssevis af kosttilskud! Derfor bestemte jeg mig for at prøve at spise antiinflammatorisk.

Det antiinflammatoriske er faktisk ikke voldsomt svært for mig at vænne mig til. Der er selvfølgelig nogle ting jeg ikke spiser mere, som f.eks. pasta, ris, kartofler og brød. Jeg troede aldrig det ville gå, men sjovt nok får jeg mindre og mindre lyst til det for hver dag. Der er også nogle ting jeg kun spiser sjældent, og kun lidt af, som f.eks. kød. Til gengæld er der masser af fisk, skaldyr og grøntsager – og krydderier! Jeg må faktisk sige at jeg nok aldrig før har spist så lækkert hver dag! Oveni det antiinflammatoriske er der også nogle få ting som bare ikke er godt for stofskiftet, dem spiser jeg slet ikke mere, men det var ting der ikke gjorde den store forskel for mig.

Noget der er kommet helt af sig selv er, at jeg nu får spist mange gange hver dag. Ikke kun frokost på arbejde og så en kæmpe portion aftensmad sent om aftenen herhjemme, som jeg som regel gjorde før… smiley Jeg har altid haft svært ved at spise morgenmad, det kan jeg kun hvis jeg kan starte dagen i mit eget tempo, og så spiser jeg først når jeg har været oppe et stykke tid. Men nu er en anden ting kommet ind i mit liv – juice!

Der skal jo spises rigtig mange grøntsager når man spiser antiinflammatorisk, og det havde jeg lidt problemer med at se hvordan pokker jeg skulle gøre. Men så kunne jeg forstå på andre, at de gjorde det ved at “juice”! Dvs. lave juice af grøntsager. Så det gik jeg fluks i gang med, på min oldgamle saftcentrifuge. Og fandt så ud af at det kunne jeg godt få ned selv tidligt om morgenen! Så nu er jeg sådan én der faktisk får morgenmad, omend i flydende form! smiley

Efter noget tid fandt jeg jo ud af at min gamle saftcentrifuge ikke var nok. Den var ved at brænde sammen af de hårdeste ting, og sådan noget som urter og blade kunne den slet ikke finde ud af. Så jeg indså at jeg måtte ha’ en “slow juicer”, som ikke centrifugerer men kværner grøntsagerne. De kan klare alt, fra stort til småt – men de er dyre… Heldigvis havde jeg fødselsdag forleden, og havde ønsket mig et tilskud til en slow juicer, så nu står der sådan én i mit køkken! Og jeg knuselsker den allerede! Så til morgen”mad” får jeg gerne en juice lavet på nogle gulerødder, et æble, en stor rødbede, et par selleristilker og et stort stykke ingefær. Fibrene går selvfølgelig fra, men med en slow juicer bli’r pulpen ikke så tør, så den kan man gemme og bruge i både madlavning og bagning. Så får man også fibrene med, smart!

Sammen med kosten og akupunkturen er jeg også begyndt at ta’ en hel masse kosttilskud. Nogle af dem anbefalet af akupunktøren, andre af privatlægen. Zink og selen (kombipille) er nr. 1 for stofskiftet. Sjovt nok døjer mange stofskiftepatienter med mangel på både D-vitamin og jern, lige de to jeg har haft problemer med, så det ta’r jeg også. Så får jeg C-vitamin med hyben, en kombi-B-vitamin og en særskilt B12. Og endelig magnesium og fiskolie. Jeg ved jo ikke hvad der har hjulpet mest på mine stofskiftesymptomer, akupunktur, kost eller tilskud. Men det er helt sikkert at jeg har det klart bedre nu, end da jeg startede med de her ting. Selv tror jeg på en kombination.

Nu vil jeg gå ud og lave mig noget frokost – på antiinflammatorisk! smiley



en stuuuur dag!!!

Terkel træning Posted on 01 okt, 2016 20:30

I dag er en stor dag i Terkels liv! Han har nemlig været til sit livs første “rigtige” agilitytræning, sådan på et hold!

Jeg fik snakket med én af trænerne i vores klub for noget tid siden, for at høre om der muligvis på et tidspunkt kunne være en plads til Terkel på hendes hold? Hun har en tæve fra kuldet før Terkels, som var af den samme kombination, og de to ligner hinanden rigtig meget (ikke bare af udseende, men også af sind). Hun har også startet sin tæve op på samme måde som jeg har startet Terkel op, ved enetimer hos “vores Fynske agilityguru” Ann-Britt, så hun kender vores “baggrund”. Så jeg tænkte at det ville være optimalt at komme på hendes hold, hvis det overhoved kunne lade sig gøre. Og søreme om ikke det viste sig at der i hvert fald var plads til os på vinterholdet! Det er nemlig ikke alle der vælger at træne om vinteren, hvor vi går i ridehus, så de var endda blevet nødt til at slå to hold sammen – og alligevel var der plads til os!

I morges var vi så af sted for første gang, og jeg var vildt spændt på hvordan det ville gå! 8.30 starter træningen, dem der kender mig vil vide at det virkelig er noget jeg vil, når jeg står så tidligt op hver lørdag hele vinteren igennem!!! smiley

Terkel er jo virkelig glad for andre hunde, så min største bekymring gik på om han kunne lade være med at løbe over til de andre hunde… Der bli’r nemlig lavet to baner i ridehuset, holdet bli’r delt i to, så der er to hunde der løber samtidigt. Men nej da – Terkel var helt fokuseret på træningen, så ikke én gang var han på afveje, selv om jeg belønnede med kastet bold. En enkelt gang så jeg at han havde det i tankerne, men jeg fik ham snildt kaldt fra den idé.

Nu har jeg jo ikke opdateret fra vores 2×2-træning, men Terkel har lært en fuld slalom. Det er ikke længe siden han lærte det, og han har ikke prøvet det mere end i 2-3 træningspas. Men søreme om ikke han kunne ta’ en fuld slalom i et lille baneforløb i dag! Også med et bagkryds på! Sejeste lille Terkel… smiley

Det er meget anderledes for mig at løbe med Terkel, end med Iso. De er som nat og dag! Iso er meget selvstændig, og ta’r de forhindringer hun kan komme til, hvis ikke jeg er hurtig nok. Terkel er ufatteligt høflig, og venter på at få besked fra mig om hvilken forhindring han skal ta’. Med Iso er det lidt en kamp om at holde hende væk fra den linje HUN har set, og det præger vist mine handlingsløsninger meget. Jeg opdagede i hvert fald et par gange i dag, at jeg havde valgt handling ud fra Iso, hvor jeg snildt kunne gøre det langt nemmere med Terkel – nemmere for mig selv, ikke mindst. Så der skal i den grad nye tanker på banen, hvilket jo ikke er dødnemt i min alder!

Hvad Iso også har, og som Terkel ikke har haft, er farten. Men i dag fik han faktisk rigtig pænt med fart på – til sidst så meget at han røg ud af slalommen! smiley Og han havde det bare SÅ sjovt, der er vist ingen tvivl om at han synes at agility er sjovt nu! smiley

Jeg tror at det her var lige præcis hvad Terkel havde brug for, lige præcis nu. Og jeg tror det bli’r rigtig godt for os begge! Og sjovt!!! Jeg glæder mig allerede til næste gang!



hmm… det er stadig sommer..?

livet på landet... Posted on 13 sep, 2016 15:28

Igen længe siden sidst… Og en del er der da sket i mellemtiden!

Vi har været på turné med orkesteret, i Frankrig og Schweiz. På papiret så det ret hårdt ud, med forskellige programmer og dirigenter. Men hel Frankrigsdelen var faktisk en rigtig god tur! Vi boede rigtig godt, spillede gode steder, og der var tid til at slappe af imellem koncerter og prøver. Da vi kom til Schweiz gik det desværre lidt ned ad bakke, mest pga. det mest underlige indkvartering jeg har oplevet. Vi boede simpelthen på et motorvejsmotel..! Der fandtes intet i nærheden, man kunne komme til den nærmeste lille by ved at gå langs en befærdet landevej i 20-30 minutter. Og så var alt f.ø. lukket, da det var søndag… På motorvejs”anlægget” fandtes en Mc Donalds, en “italiensk restaurant”, en souvenirshop og en pornobutik (??!!). Og der måtte ikke sælges alkohol, da det lå ved motorvejen, ikke en gang restauranten måtte servere alkohol. Så det var lidt af en nedtur, og ærgerligt at den ellers så gode turné skulle afsluttes sådan. Men med tiden bli’r det jo kun den gode del vi husker, og Schweiz vil bli’ fortrængt i hukommelsen. smiley

Vi har også lige overstået sæsonens hårdeste produktion – Wagners Siegfried. Det var stort, hårdt og krævende. Krævende både rent fysisk men også for hovedet. Men en kæmpe oplevelse! Vi havde virkelig gode sangere, og så vores chefdirigent Vedernikov som altid er god. Så det har været en virkelig god oplevelse, selv om jeg stadig er slidt nu efter snart 4 fridage…

Der sker også en del på hundefronten! Lille Terkel, som forresten bli’r 15 måneder i overmorgen, er ved at lære både kontaktfelter og slalom. Han har lige pt. et ok kontaktfelt på balancen, men han løber ikke ret hurtigt over den, og jeg ved ikke helt hvad der sker hvis han nu pludselig sætter farten op. Det er ikke som med Iso, hvor det var helt tydeligt at hun fangede sammenhængen mellem feltpositionen og belønningen, hun tændte helt vildt op på den position og skyndte sig hen for at stå i den. Terkel lunter mere frem, og ender som regel med at stå i den rigtige position, men han virker lidt overrasket hver gang det viser sig at man får en belønning for det… smiley Slalommen går til gengæld rigtig fint! Vi kører 2×2, som jeg også gjorde med Iso, og det går fremad fuldstændigt efter planen! Lige nu er vi på 4 lige pinde, vinkler/indgange er fine – men mine bevægelser forstyrrer ham en hel del. Så det skal vi træne lidt mere på. Men der går nok ikke lang tid før vi kommer op på 6 pinde – og derfra til 12 pinde går vist ret hurtigt, hvis jeg husker det rigtigt.

En lille video fra vores træningssession nr. 17, dagen efter at Terkel for første gang havde prøvet 4 lige pinde:


Og hvad sker der vejrmæssigt??!! Vi har i dag over 26° – d. 13/9..?! Ja, det er jo dejligt, men lidt underligt. Og det ser jo ikke ud til at det er slut med sommervejret endnu, hele denne uge bli’r varm, og det ser heller ikke ud til at bli’ ligefrem koldt i næste uge. Ja, ja – jeg klager ikke!!



det var så den sommer…

livet på landet... Posted on 05 aug, 2016 13:40

Nå, men så er sommerferien lige ved at være slut…

Men jeg skal ikke beklage mig – jeg har igen haft en lang og superdejlig sommer, som har stået i familiens og hundenes tegn!

Det startede allerede første feriedag, hvor jeg var til agilitystævne i min egen klub. Resultatmæssigt var det vel ingen stor dag, men vi hyggede maks!

Et par dage senere drog søster og jeg til to dages sommercamp hos Ann-Britt og Kim her på Fyn, hvor vi boede to voksne og tre hunde i min lille bitte campingvogn! smiley Det gik faktisk fint, selv om Iso og Terkel stadig ikke går sammen, og søsters Helios kan bli’ lidt knotten når han er træt og slidt efter en dag på agilitybanen, så vi måtte holde dem lidt adskilt. Jeg havde valgt at løbe med Terkel, da jeg fik at vide at der ville bli’ et unghundehold, det tænkte jeg ville være rigtig godt for ham. Og det var det så sandelig også! Shitmanner, han rykkede i de to dage! Før campen havde Terkel ikke prøvet at løbe “større” ting end en mølle og en serpentin – til campen var vi helt oppe på 10 forhindringer! Jeg var helt vildt imponeret over at den lille prut kunne så meget som han faktisk kunne. Desværre havde vi rigtig meget regn, så jeg har kun meget lidt video…


Desværre holdt søsters Helios kun en halv dag, så fik han ondt i ryggen… Men jeg havde jo Iso med, så resten af tiden løb søster med hende, og det gik virkelig godt! De havde det vist rigtig sjovt begge to!

Efter campen havde jeg en uges tid alene derhjemme, den gik med at klargøre campingvogn, vaske tøj, slå græs og andre “huslige sysler”. For så var det tid til FIONIA CUP!!!

Ugestævnerne er helt klart årets højdepunkt for mig, ingen tvivl om det! Og i år var ingen undtagelse! Selv om vejret godt kunne ha’ været liiiidt bedre! Resultatmæssigt er jeg faktisk rigtig godt tilfreds. Kun 4 disk ud af 10, et fejlfrit løb (!!!), 3 løb med 5 fejl og 2 løb med 10 fejl. Det fejlfrie AG2 gav endda en 4. plads og præmie – min første til et ugestævne! For Terkels del var Fionia også en hit, han fik jo shitloads av miljøtræning, og fik hilst på masser af hunde. Ja, og mennesker også, selvfølgelig!

Efter Fionia kørte jeg campingvognen direkte op til Fyns Hoved Camping, hvor vi skulle afholde årets Hundeferie. Fik smidt vognen ind på pladsen, og kørte hjem med et stort læs vasketøj og lidt ting jeg ikke ville få brug for til Hundeferien. Sen eftermiddag havde jeg vasket og (næsten) tørret en bunke tøj, slået græs og ordnet lidt andet, og så kørte jeg ind til stationen for at hente min gamle mor, som skulle med til Hundeferien. Søster og svoger havde i mellemtiden landet på campingpladsen, og om aftenen stod den på hyggelig grill efter at vi havde fået stillet vogne og fortelte op.

Hundeferien var som altid superhyggelig! Vi var ikke så mange i år, af lidt forskellige grunde. Nogle af vores “stamkunder” havde ikke mulighed for at være med i år, og der var heller ikke ret mange nye. Til gengæld havde vi det virkelig hyggeligt sammen! Da vi ikke havde så mange tilmeldte fik jeg i år tage mig af et “aktiveringshold” i stedet for agilityhold. Det var rigtig sjovt, lidt omveksling fornøjer som bekendt!

Efter Hundeferien kørte mor og jeg herhjem igen. Terkel og jeg havde undervisning hos Ann-Britt dagen efter vi kom hjem, jeg var godt nok lidt baldret efter to ret hårde uger, men det gik faktisk rigtig godt! Min mor blev her i en uges tid, hvor vi bl.a. knoklede løs i haven. Det plejer vi jo! Og vi fik faktisk lavet rigtig meget, selv om vi ikke kunne lave noget hver dag, pga. dårligt vejr. 6 trailerlæs fik vi i hvert fald kørt på genbrugspladsen, det er da ikke så dårligt!

Da mor skulle videre herfra og hjem til søster i Kbh havde hun en del at slæbe på, og jeg havde en stor tingest som også skulle over til søster. Sååeehh, jeg havde jo fri, og kørte mor (og stor tingest) til Kbh. Så fik vi også en hyggelig familieweekend ud af det! Vi besøgte street food market på Papirøen, hvor vi både fik lækker mad, gode drinks og dejlig dessert. En lang, skøn gåtur hjem til søster igen i fint sommeraftensvejr, over bl.a Christiania og volden.

Og så kom vi til denne uge, sidste uge før jeg skal møde på arbejde igen… Jeg har trænet en del med begge hunde i løbet af ugen, og især Terkel rykker. Det skal han jo også helst gøre, nu har han jo alderen til at vi sådan rigtig kan begynde at træne lidt mere seriøst. I weekenden skal vi til to stævner, lørdag i Hedensted og søndag Vestfyn. Især Vestfyn skal nok bli’ rigtig hyggeligt, med masser af klubkammerater! Det bli’r vistnok også mit sidste stævne for sæsonen, muligvis får jeg et enkelt mere med.

På mandag starter alvoren igen, og vi lægger virkelig hårdt ud med en turné til Frankrig og Schweiz. To forskellige dirigenter, og 2 eller 3 forskellige programmer… Efter turnéen har jeg (forhåbentlig) fritur i en lille uges tid, og så kommer sæsonens største og hårdeste produktion – Wagners Siegfried. Og så kører det ellers på, helt frem til jul. Pyha, det bli’r hårdt!

Efteråret skal ellers gå med at komme videre med Terkels træning. Vi når definitivt ikke at bli’ konkurrenceklare til klubbens indendørs vinterstævne, som nogle af hans søskende nok bli’r. Meeen, jeg har ikke travlt, så det gør mig ikke så meget. Det ville godt nok være et godt sted at debutere, da der kun er én bane, men der skal nok komme andre gode steder til den tid.



den lille mekaniker skal på turné!

livet på landet... Posted on 03 jun, 2016 20:02

I dag har jeg leget “den lille mekaniker”!

En kollega/veninde spurgte om ikke jeg ville hjælpe hende med at kigge på hendes u-startende plæneklipper, da hun vidste at jeg havde en smule forstand på det mest grundlæggende. Og det ville jeg da gerne – dog uden nogen som helst garantier! Vi fik ret hurtigt renset filteret, men tændrøret voldte lidt problemer da min tændrørsnøgle i hvert fald ikke passede. En nabo trådte heldigvis til, og så kunne vi bare konstatere at tændrøret så temmelig sort ud, og desuden var af en anden størrelse end mit. Her bagefter har jeg fået fortalt at de købte et tændrør i den rigtige størrelse, skiftede det ud – og nu kører plæneklipperen sgu! smiley Så “den lille mekaniker” har i hvert fald kunnet hjælpe lidt!

Efter plæneklipperservicen bød veninden på en dejlig udendørs sommerfrokost, som bl.a. betød at jeg fik mine første danske jordbær for i år, og de smagte bare helt fantastisk!

Her hjemme har den efterfølgende stået på pakning. Jeg skal nemlig på en mini-Jyllands-turné med orkesteret. Vi spiller Disneys Frost lige nu, vi har spillet flere koncerter i vores eget hus i Odense, i musikhuset i Esbjerg, og i Næstved. I morgen kører vi til Vejle hvor vi spiller to koncerter, kører bagefter videre til Aalborg hvor vi overnatter og spiller to koncerter søndag. Hjemme i Odense igen sent søndag aften. Og hvad pokker gør jeg så med hundene..??!! Jo, de skal søreme i hundepension, for først gang i deres (og mit!) liv!

Jeg er så heldig at jeg har en agilityveninde som har en virkelig god hundepension, og endnu heldigere var jeg at hun havde plads til mine to bæster lige i de her dage. Så de skal derop (endnu nordligere på Nordfyn) i morgen tidlig, og så henter jeg dem igen mandag morgen. Jeg er ikke sporbekymret, da jeg er helt sikker på at det får det som blommen i et æg på pensionen! Men derfor er jeg de lidt (meget!) spændt på at høre hvordan de har taget det, når jeg kommer hjem igen! De har jo sine sider begge to, og Iso har aldrig prøvet at bo i hundeboks før. Terkel har prøvet det hos sin opdrætter, og det gik fint.

Jeg har så brugt en del af eftermiddagen på at pakke alt deres grej. For det er jo ikke lidt de skal ha’ med! smiley Foder er pakket i portionsposer, og skrevet navn på. Og så er foderposerne pakket i plasticbokse med tætsluttende låg. Endnu en plasticboks med godbidder. Begge hundes mapper, med alle deres papirer. Tyggeben, Iso’s tæppe, legetøj, en lang liste med oplysninger om hundene som “kan være godt at vide”. Og i morgen pakker jeg Iso’s seng og Terkels sovebur.

Og så skal jeg jo pakke til mig selv og “turnéen”. Det er jeg overhoved ikke begyndt på endnu, og det ender vel med at jeg bare får smidt de vigtigste ting ned i en taske eller pose… Og jeg glemmer sikkert halvdelen… smiley Men der er i hvert fald totalt tjek på hundenes ting!



stævne igen!

hunde Posted on 23 maj, 2016 16:44

Wow, ikke en gang en måned siden jeg sidst skrev noget herinde! smiley

Løgumklosterstævnet, som jeg skrev om sidst, var rigtig, rigtig hyggeligt! Og bagklappen på bilen kunne åbnes om fredagen hvor vi kom til Løgumkloster og pakkede ud, men om lørdagen kunne den ikke igen… Heldigvis kunne den igen om søndagen, lige indtil jeg kom hjem. Så nu skal bilen igen-igen på værksted i næste uge, og så håber jeg at de får det fikset en gang for alle.

Campingvognen nåede jeg jo ikke at få på værksted før Løgumkloster, så jeg var jo lidt loren ved at bruge varmeovnen uden at den var gastestet… Det behøvede jeg så sleeeet ikke bekymre mig over – varmeovnen ville nemlig slet ikke tænde! Så det var to meget kolde nætter vi fik! Anden nat ville vi få ned til omkring 0°! Jeg ved ikke hvad det endte med, men min næse (som var det eneste der stak ud under dynen) var godt nok iskold om morgenen! Men nu har jeg lige hentet vognen fra værkstedet, den er både gastestet og har fået tjekket bremser, lygter og dæk – og varmeovnen er fikset. Så nu skulle vi slippe for flere kolde campingvognsnætter!

I går var vi igen til stævne, endnu ét af mine yndlingsstævner, nemlig hos DcH Vestfyn. Der er simpelthen altid så hyggeligt! Et lille stævne, og i går var det ekstra lille da de kun havde én ring. Og virkelig mange af deltagerne var fra vores klub, så vi hyggede os virkelig maks! Vejrudsigten havde lovet både skybrud og sommervejr, så jeg havde pakket det hele med. Heldigvis fik jeg ikke brug for regntøjet, for vi endte med at få rigtigt sommervejr! smiley Sol og varmt, men heldigvis luftede det også lidt, ellers var det faktisk blevet for varmt! Når man nu ikke er vant til det endnu… smiley

Agilitymæssigt fik Iso virkelig demonstreret sine evner som knald-eller-fald-hund… Vi lagde ud med et AG2 hvor Iso overhoved ikke var interesseret i at vide hvor hun egentlig skulle hen, hun var totalt ligeglad med mig og satte af over springene uden nogen som helst tanke bag! Så blev madammen stoppet og båret ud af banen… Og jeg tænkte “å nej, ikke sådan en dag nu igen…”. Så kom AGÅben, en bane som absolut ikke var en Iso-bane! Bl.a. var der en virkelig stor tunnel-fælde, og det er jo bare ikke vores spidskompetence… Men søreme om ikke jeg fik placeret mig godt, og timingen var sgu også på plads – og så endte vi med at vinde klassen!!! Jeg fik ellers at høre at vi havde en feltfejl på A’et, men bagefter fortalte én af ringpersonalet at dommeren havde været i tvivl og så var den åbenbart trukket tilbage igen. Iso har heller stort set aldrig feltfejl, så det ville godt nok undre mig…

Så kom SPÅben – og her kom Iso’s “fald” igen, hun tonsede rundt og tog forhindringer som hun selv syntes, så igen blev hun båret ud af banen… Til sidst SP2, som vi faktisk kom igennem – ikke smukt og elegant, men vi blev ikke diskede! To nedrivninger, på den første tog hun støtten, og den anden er jeg faktisk lidt i tvivl om hun rev eller om hun fik lidt hjælp af blæsten, som gav et ordentligt vindstød lige dér. Lige meget – Iso hørte fint efter og vi kom igennem uden en disk = jeg er tilfreds! smiley

Vores 1. plads i AGÅ i går gør at jeg er pålagt at ha’ kage med til træning i morgen… Noget jeg er ret rusten til, efter hånd. Jeg har bagt rigtig meget før i tiden, men nu gør jeg det næsten aldrig mere. Jeg har dog hørt rigtig meget om en kage som skulle være rigtig god – chokoladeballade – så den skal lige prøves af. Den skal bages en dag i forvejen, hvilket passer mig fint! Jeg har nemlig fri i dag, og al verdens tid til at bage, hvorimod jeg er lidt presset i morgen. Så det tror jeg at jeg vil gå i gang med nu!



stævne!

hunde Posted on 28 apr, 2016 13:13

Vi skal til stævne i weekenden!!! smiley

Det er godt nok længe siden vi har været til stævne sidst, og jeg glæder mig vildt meget! Desværre er det også godt nok længe siden vi sidst har været til træning… Men så må vi jo bare være med for hyggens skyld! smileyOg hyggeligt bli’r det helt sikkert, det er et af årets mest hyggelige stævner (Løgumkloster), og mange af vores gode venner og klubkammerater skal med. Det bli’r første gang Terkel skal med i campingvogn, og det bli’r meget spændende at se hvad han siger til det…

Stævnet starter på lørdag, men vi ta’r af sted allerede i morgen. Det synes jeg er det rareste, så man kan sætte vogn og telt op dagen før, få en god nats søvn på stedet, og stå op til nogenlunde mennesketid første stævnedag.

Campingvognen har jo ikke været ude siden sidste sommer, så den skal jo lige ses efter før vi kører. Og så skal der vaskes og pakkes. Jeg har så været så ekstremt heldig at jeg har fået en uventet fridag fra arbejde i dag, det passede mig virkelig perfekt! Så her til morgen/formiddag har jeg fået tømt bilen og støvsuget den, og nu er der kun de ting der SKAL være i bilen! Den var på værksted i går, bagsmækken kunne ikke åbnes så jeg har haft kæmpe problemer mht. hunde og bure… Men nu fungerer det som det skal igen, så hundene kan komme ud og ind uden problemer.

Jeg har også været inde i campingvognen og set den efter indvendigt. Og det ser faktisk rigtig fint ud! Jeg kan nøjes med at ta’ nogle Ajax-klude med, og tørre den lidt af når vi er kommet på plads i Løgumkloster, dejligt! Må dog tilstå at jeg ikke rigtig gider at vaske den af udvendigt… Det kommer at regne både fredag og lørdag, så det kan måske ta’ noget af det værste! smiley Vognen skal på værksted om godt et par uger, og jeg har en del fridage før det, så nogle af dem vil jeg bruge på at vaske og tømme vognen, og få klargjort den sådan helt i bund. På værkstedet skal den gastestes, og få lavet varmeovnen som ikke rigtig vil tænde, og så skal dækkene tjekkes. Jeg har dog lige set at de er fra 2014, så mon ikke de holder lidt endnu?

Nu er turen kommet til selve pakningen. Jeg har allerede smidt rullemadrassen i vaskemaskinen, og skal til at tjekke om der også er noget tøj der skal vaskes. Og SÅ skal vognen pakkes! Det bli’r rigtig hyggeligt at skulle bo i campingvogn igen – selv om jeg godt nok ikke er ret glad for at køre med den… Den er ikke svær at køre med, og bilen har ingen problemer at trække den. Jeg kan bare ikke li’ at køre på motorvej med den, hvor man ligger og er til gene med sine 80 km/h.

Nå, nu er der ikke tid til mere pause – kom videre med arbejdet, Korvis!

Billede fra sidst jeg og CV’en var i Løgumkloster!



Næste »